Maler og grafiker

Biografi
1922
Corneille Guillaume Beverloo fødes d. 4 Juli i Liége, Belgien. Forældrene, Maria Cornelia Goosen og Willem van Beverloo, kom oprindeligt fra Rotterdam, men på grund af faderens arbejde bosætter familien sig i Liége. Corneille vokser op i en harmonisk borgerlig og katolsk/protestantisk familie.

1937
Familien flytter til Haarlem, Holland. Omkring dette tidspunkt begynder Corneille at tegne og deltager i kurser på en lokal kunsthåndværkerskole.

1939-40
Corneille bosætter sig i Amsterdam, hvor han i en alder af 17 år optages på forskolen til kunstakademiet. Her deltager han i kurser indenfor tegning og grafik.

1943-46
Optages som 21-årig på kunstakademiet i Amsterdam. Han oplever dog hurtigt, at han bevæger sig i en anden retning end den, der dikteres gennem den meget konservative undervisning på akademiet. Akademitiden er desuden præget af krigen og undervisningen er uregelmæssig. Corneille møder Karel Appel på Akademiet og de indleder et mangeårigt kammeratskab og samarbejde. Umiddelbart efter krigens afslutning rejser Corneille til Flandern og genser sin fødeby Liége.

1946
Corneille afholder sin første separatudstilling i Groningen, Holland. I juni og juli bidrager han til udstillingen ”Jonge Schilders” (Unge Kunstnere) på Stedelijk Museum i Amsterdam, hvor også Appel, Brands og Rooskens er repræsenteret. Rejser til Belgien og stifter for første gang bekendtskab med den afrikanske kunst hos professor Burssen i Bruxelles. Et kendskab, der senere skulle få stor indflydelse på hans kunstneriske
inspiration og motivvalg.

1947
Udstiller sammen med Karel Appel i Gildehuys, Amsterdam. Første rejse til Paris, hvor han bl.a. møder Edouard Pignon og Bazaine. Corneille møder desuden kunstsamleren Margit Eppinger og inviteres af denne til at udstille i Budapest. Han bliver i Budapest i flere måneder, hvor han introduceres til den ungarske kunstscene og deltager i udstillingen ”Europai Iskola”. Corneille imponeres af tysk kunst, heriblandt Paul Klee, Kandinsky og Oscar Schlemmer. Møder boghandler og galleriejer Imre Pan og maleren Jacques Doucet samt digteren og forretningsmanden Louis Tiessen. I 1947-48 begynder hanat arbejde med grafik og eksperimenterer desuden med collage og assemblagearbejder. Møder Constant Nieuwenhuys.

1948
Er sammen med Constant og Karel Appel primus motor i dannelsen af den eksperimentelle gruppe i Holland. Udgiver i dette forum tidsskriftet Reflex, der havde mange lighedspunkter med den danske Høst-gruppe og tidsskriftet Helhesten. Kort efter gruppens grundlæggelse absorberes den i den internationale Cobra-sammenslutning, som Corneille sammen med bl.a. Jorn, Appel, Constant og Dortemont lader grundlægge på cáfe Nôtre Dame i Paris. Corneille følger i Klees fodspor idet han, i selskab med veninden Henny Riemens, foretager sin første rejse til Afrika. Corneilles fascination af Afrikas landskab og ikke mindst af den ’primitive’ kunst forstærkes under denne rejse.

1949
I efteråret er Corneille, Appel og Constant igen repræsenteret på Høst-udstillingen, og i den forbindelse opholder de sig i en periode i Danmark. De udstiller bl.a. hos Galerie Birch i København og besøger maleren og keramikeren
Erik Nyholm i hans hjem i Jylland. Her dekorerer de væggene i Nyholms opdrætterhus. I perioden maj-juni udstiller Appel, Constant og Corneille hos galleriejeren Colette Allendy. ”Exposition Internationale d´Art Experimental”, den første Cobra udstilling afholdes på Stedelijk Museum, Amsterdam. Udstillingen er organiseret af museets direktør Willem Sandberg og designet af arkitekt Aldo van Eyck. Corneille redigerer i tilknytning til udstillingen det 4. nummer af Cobra-tidsskriftet og udgiver ”Promenade au pays des pommes” – en samling tuschtegninger. Foretager sin anden rejse til Afrika (Algeriet).

1950
I forbindelse med udstillingen ”Tendences” er Corneille igen repræsenteret på Galerie Colette Allendy, denne gang sammen med Tajiri, Doucet, Atlan, Appel og Constant. Sammen med de to sidstnævnte bosætter Corneille sig i Paris, hvor han samme år deltager i udstillingen ”Les Mains éblouies” (Forblændede hænder) på Galerie Maeght. Michael Ragon bliver talsmand for Cobra-sammenslutningen, hvilket får afgørende betydning for gruppens aktivitet frem mod dennes opløsning i 1951. Deltager i Le Salon de Mai-udstillingen og har en separatudstilling hos Galerie Birch i København. ”Bibliothèque de Cobra” udgiver i serien om de frie kunstnere, et hæfte om Corneille med tekst af Dotremont.

1951-52
Michael Ragon organiserer en Cobra-udstilling i Paris på Liberaire 73 i februar, efterfulgt af udstillingen ”Cinq peintres Cobra” (Fem Cobramalere) i Galerie Pierre to måneder senere. Corneille tilbringer sommeren med den danske kollega Carl-Henning Pedersen. Producerer en lang række tegninger til digte og fortsætter denne aktivitet i de følgende år. I september 1951 opløses Cobra-sammenslutningen. Den afsluttende udstilling finder sted på Palais des Beaux-Art i Corneilles fødeby, Liége. Corneille udstiller i London og New York. Han krydser Hoggar bjergene i det sydlige Algeriet. Denne rejse får stor indflydelse på hans billedverden i denne periode, hvor en tydelig inspiration fra såvel den afrikanske natur som den ’primitive’ kultur afspejles.

1953
Corneille har sin første separatudstilling i Paris i Galerie Colette Allendy og samme år er han repræsenteret på biennalen i Sao Paulo, Brasilien. Rejser til Mallorca. Stifter bekendtskab med raderingsteknikken i Stanley W. Heytens studie i Paris.

1954-55
Fortsætter med at eksperimentere med nye medier. Sammen med Asger Jorn, Wilfredo Lam, Matta, Enrico Baj og Fontana udforsker han det keramiske felt i Mazzotis studie i Albisola, Italien. Udstiller på Venedig Biennalen og deltager bl.a. sammen med Carl-Henning Pedersen på udstillingen ”Contemporary Painting and Sculpture”, Carnegie Institute, Pittsburg.

1956
Deltager i ”Guggenheim International Exhibition” og modtager Guggenheim prisen for Nederlandene. Talrige separatudstillinger i Paris samt udstillinger på Palais des Beaux-Arts i Bruxelles og Stedelijk Museum, Schiedam og Amsterdam.

1957-58
Deltager i flere gruppeudstillinger. Sammen med Henny Reimes og nogle venner krydser Corneille Afrika i bil – turen går gennem 9 lande fra Senegal til Etiopien og Kenya. Besøger de nederlandske Antiller, hvor han har en separatudstillling på Musée de Curaçao. Foretager sin første rejse til USA og Sydamerika.

1959-60
Udgiver dagbogsblade fra sine rejser. Deltager i vandreudstillingen ”European Art Today”, der bliver vist på flere museer i USA. Er med på Documenta og Sao Paolo Biennalen og udstiller på Stedelijk Museum i Amsterdam. Sammen med Jorn og Alechinsky deltager Corneille i udstillingen ”Cobra 1960” på Lefebre Gallery, New York.

1961-62
I tiåret for Cobra-gruppens opløsning ses bevægelsen nu i et historisk lys. Corneille bidrager med værker til mindre Cobra-udstillinger i København og Paris. Rejser til Mallorca. Opholder sig i længere perioder i Cadaques, hvor han arbejder med gouache. Separatudstilling på Gemeentemuseum i Haag og Stedelijk Van Abbemuseum, Eindhoven. På Biennalen i Venedig tildeles han i 1962 en hel pavillon. Har samme år en stor separatudstilling på Lefebre Gallery i New York.

1963-64
Begynder at bemale lærreder, der ikke står på staffelier, men ligger på et bord og dermed kan angribes fra alle sider. Hans maleri bliver mere dynamisk. Rejser til Brasilien. Udstiller igen på Lefebre Gallery i New York, der i 1960erne og 70erne jævnligt udstiller hans værker.

1965
I anden halvdel af tresserne forlader Corneille gradvist den nonfigurative abstraktion og nærmer sig en meget jordnær og erotisk folkekunst. Corneilles udstillingsaktivitet stiger, og han er i de kommende årtier repæsenteret med flere separatudstillinger årligt og deltager ofte i tema- og gruppeudstillinger. I Skandinavien udstiller han hyppigt på gallerier i Silkeborg, København Malmø, Stockholm og Oslo.

1966-67
Interessen for Cobra-bevægelsen vokser og Corneille deltager i udstillingen ”Cobra 1948-51”, der vises på Louisiana og Museum Boijmans Van Beuningen, Rotterdam. Separatudstilling på Kunstverein für de Rheinlande und Westfalen, Düsseldorf og Stedelijk, Amsterdam. Udstiller med Alechinsky og Appel på Galerie Birch. Rejser til Cuba, hvor han bliver i adskillige måneder.

1968
Deltager i frembringelsen af mosaikker i Vela-Luka, Jugoslavien. Er dette år repræsenteret på en Cobra-udstilling i Tokyo, hvor også Appel, Alechinsky og Jorns værker vises. Udstiller sammen med Appel i Bogota.

1970-71
Rejser til San Francisco og Mexico, udstiller sine værker inspireret af opholdet i Mexico på Galerie Ariel i Paris. I disse år udstilles Corneilles værker flere steder i Europa: Rom, Trieste, Ibiza, Ljubliana, Salzburg og kan igen opleves på Gallery Lefebre i New York. Til dette års udstilling udkommer et katalog med Gunnar Jespersens tekst ”Interview with Corneille. A green Girl with a red Flower and a blue Bird”. Udstiller sammen med Appel på Kunstforeningen i København.

1972-73

Deltager i ”Norsk internationale Grafik Biennale”. Tildeles Ibizas grafiske pris. I Assen, Holland skaber han en række monumentale malerier til Provinshuset.

1974
Udstiller hos Galerie Birch under titlen: ”Frie Kunstnere” sammen med Carl-Henning Pedersen, Else Alfelt, Mogens Andersen, Egill Jacobsen og Richard Mortensen m.fl. Retrospektiv udstilling på Palais des Beaux-Arts, Charleroi og Musee de Beaux-Arts, Gent.

1975-76
Udstiller på kunstmuseet i Sao Paulo i 1975. Der udgives adskillige publikationer om hans rejser til Afrika og om hans afrikanske samling. Stifter for første gange bekendtskab med den asiatiske verden under rejser til Kina, Japan og Indonesien. Flere udstillinger i Danmark, bl.a. i Silkeborg og København.

1977-78
I 1977 udgives albummet ”Room 422”, der indeholder tegninger og fotografier af Corneilles og Natachas elskovsleje på det berømte Chelsea hotel. Køber et tårn fra det 16. århundrede ved Piediripa, Macerata i Italien og indretter sig med atelier i haven.

1981
Udstiller på Lefebre Gallery sammen med bl.a. Carl-Henning Pedersen og Alechinsky.

1982
I en alder af 60 år bliver Corneille far, da Natacha Pavel, som han har dannet par med siden midten af 1960’erne, føder deres søn Dimitri.

1984
Corneille udstiller på Galerie Moderne i Silkeborg. Separatudstilling på Museum of Art, Fort Lauderdale i Florida og på Fine Art Galley i Tokyo.

1985-86
Deltager i udstillingerne ”Cobra – Kollektivt Eksperiment” på Kunst Industrimuseet i København og Cobra-udstilling på Malmø Kunsthal, med bl.a. Alechinsky, Constant, Carl-Henning Pedersen, Else Alfelt og Ejler Bille.

1987-92
Talrige udstillinger. Genoptager og udvikler arbejdet med de grafiske teknikker som han påbegyndte i 1948. Adskillige monografier dedikeres til ham. Corneille udfolder sig nu i alle tænkelige materialer, han dekorerer bl.a. flygler, kuglepenne for AB-Bank og sporvogne! I 1988 kan enkelte tidlige Corneille værker ses på udstillingen: ”Cobra er mit spejl”, en præsentation af Karel van Stuijenbergs store Cobra-samling, Brandts Klædefabrik i Odense.

1992
I 1992 er han i Afrika under optagelse af en film instrueret af Jos Wassink, der senere bliver vist på udstillingen ”Het afrikaanse gezicht van Corneille.” (Corneilles afrikanske ansigt) i Haag og året efter i Ostende. Udstillingen er en præsentation af Corneilles store samling af afrikanske masker og skulpturer. Samme år producerer han de første fritstående og polykrome træarbejder, og snart spreder han sit kunstneriske udtryk til et bredt spektrum af medier. Corneilles 70 års fødselsdag fejres med udstillinger i Amsterdam, Stockholm, Malmø, Paris, Ajacco, m.fl. I Budapest vises udstillingen: ”The return of Corneille”.

1993
Rejse til Bali. Udfører et stort murmaleri til en kunstskole for børn i Paris. Et stort oevre katalog over Corneilles grafiske arbejder fra 1948-75 udkommer.

1994
Udstillingen ”Corneilles afrikanske ansigt” vises på Brandts Klædefabrik i Odense.

1997-98
Stor retrospektiv udstilling på Cobra museet i Amstelveen i 1997. Corneille laver sine første akvagravure-arbejder, der vises for offentligheden ved SAGA i Paris senere samme år. Efter en lang periode, hvor han ikke har beskæftiget sig med terra cotta mediet, arbejder han igen med keramik i atelieret i Treigny ved Tonne egnen. Rejser til Skt. Petersborg. Deltager i talrige Cobra-udstillinger, b.la. i Lausanne, München, Wien, Dortmund, Frankfurt am Main. I Danmark markerer Arken 50-året for Cobras dannelse med en stor udstilling. Udstillingen ”Corneille & Afrika” bliver vist i Bochum og Salzburg. Corneille køber en ejendom få minutter fra van Goghs grav i Auvers-sur-Oise.

1999
Modtager Herbert-Broeckl prisen.

2001
Udstiller ’firehændige’ malerier, som han har lavet sammen med Enrico Baj på galleri San Carlo i Milano. Producerer sit hidtil største kunstværk – dekorationen af en varmeluft ballon, sponsoreret af et vikarbureau i Amsterdam.

2002
Corneilles 80 års fødselsdag markeres med en række retrospektive udstillinger, bl.a. i Budapest, Amstelveen, Malmø, Amsterdam, Antwerpen, Frankfurt og i Danmark med udstillinger i Galleri Huset, København, og Galerie Moderne, Silkeborg. På Cobra-museet i Amstelveen vises en udstilling om Corneilles rejse til Budapest: ”Corneille 1947- het hongaarse avontuur”. Corneilles katteskulptur i bronze ”Le chat volant” opstilles foran museet. Foretager talrige rejser til Cuba, Sankt Petersborg og Jaffa i Israel, hvor han arbejder med grafiske tryk.

2003-05
Omfattende udstilling af grafiske arbejder i München og Augsburg. Deltager i en stor Cobra vandreudstilling, der bliver vist på flere museer i England og Irland i 2003.Udstiller bl.a. i Israel og på Liu Hai Su Art Museum, Shanghai, Kina. Pierre Restanys omfattende monografi om Corneille udkommer på Editions Cercle d’Art. Corneille udstiller for første gang på Carl-Henning Pedersen og Else Alfelts Museum i Herning.

Repræsenteret
Statens Museum for Kunst
Louisiana
Nordjyllands Kunstmuseum
Randers Kunstmuseum
Silkeborg Kunstmuseum
Cobra Museum, Amstelveen, Holland
Rijksmuseum Twenthe, Enschede, Holland
Gemeentemuseum Helmond, Holland
Stedelijk Museum Schiedam, Holland
SMAK - Stedelijk Museum voor Actuele Kunst, Gent, Belgien
Musée d´Art Moderne et Contemporain Liège, Belgien
Museum Abteiberg, Mönchengladbach, Tyskland
Muzeum Sztuki, Lodz, Polen
MIT List Visual Arts Center, Cambridge, USA
Walker Art Center, Minneapolis, USA
MAMBA - Museo de Arte Moderno de la Ciudad de Buenos Aires, Argentina

Portræt - Corneille

Fra fodboldkort til kopimaskiner
– studier i Corneilles kunst

Af Hanne Lundgren Nielsen, museumsleder og Lotte Korshøj, udstillingsassistent

Corneille fotograferet af Nico Koster

Corneilles første kunstinteresse er angivelig den klassiske italienske renæssance. Som dreng var han en ivrig samler af postkort med gengivelser af malerkunstens mesterværker. Men blandt samlingens favoritter af Raffael, Botticelli og Leonardo da Vincis, finder man også en mere prosaisk og alderssvarende motivverden bestående af fodboldbilleder! For Corneille eksisterede der dengang ikke et hierarki mellem malerkunstens højdepunkter på den ene side og billeder fra sportens verden på den anden – og det gør der for så vidt heller ikke i dag. På samme måde som Corneille, med barndommens uspolerede blik, ikke skelnede mellem fin- og lavkulturens billeder, er hans egen kunst heller ikke begrænset til kunstinstitutionens rum. Corneilles kunst har for længst arbejdet sig ind i hverdagslivets sfære, hvor hans motiver pryder alt fra kuglepenne og risskåle til service, tørklæder, luftballoner, sporvogne og kopimaskiner – for nu blot at nævne nogle få eksempler. Siden 1970erne har Corneilles virkemidler været den grafiske enkelthed. De stærke farver, definerede konturlinjer og let genkendelige motiver, som kvinder, fugle, katte, sole, træer og planter, danner tilsammen et dekorativt, fortællende symbolsprog. Udtrykskraften hviler på de samme mekanismer som tidligere tiders folkekunst – og med dette velkendte og bredt appellerende billedsprog er Corneille netop folkelig i ordets mest positive betydning.

De formative år
I de unge år, før Corneille bliver optaget på akademiet, er hans fascination rettet mod de hollandske mestre fra 1600-tallet og specielt den ekspressivitet man finder hos en kunstner som Frans Hals. I akademiårene (1943-46) fortsætter han denne orientering, men opdager desuden det moderne abstrakte maleri. Herunder kunstnere som Modigliani, Matisse, Picasso og ikke mindst van Gogh. Disse kunstnere havde akademiets professorer imidlertid ikke meget til overs for: ”Van Gogh var tabu og blev kaldt en dårlig tegner, og Matisse blev karakteriseret som en almindelig husmaler,” erindrer Corneille.

Hollandsk kunstliv var i disse år stærkt influeret af de Stijls konstruktivisme og Mondrians stramme formsprog, mens surrealismen var helt fraværende. Corneille var sammen med andre avantgarde kunstnere i opposition til den Mondrianske dominans, som de oplevede som en spændetrøje. ”Gi’ os malerier af Mondrian og lad os fylde dem med mennesker”, hed det slagkraftigt i et af deres manifester. Corneilles søgen, efter det ekspressionistiske udtryk, møder ikke alene modstand fra akademiet, men vanskeliggøres også af besættelsesmagtens jerngreb om det kulturelle liv. F.eks. er det kun medlemmer af den nazistiske kunstnerorganisation, der bliver tildelt materialer at arbejde med, hvilket gør det vanskeligt for Corneille og andre, der ikke vil ’samarbejde’, at klare sig.

Kunstlivet i Holland er under krigen fuldstændig stillestående, og totalt isoleret fra omverdenen. Og da man ikke havde etableret en avantgarde-kunst før krigen, som de danske kunstnere, betyder befrielsen for alvor et vakuum, hvorfra det er muligt at udvikle en helt ny kunst. Umiddelbart efter krigen fortsætter Corneille sin bevægelse væk fra det naturalistiske maleri. Han er stadig meget optaget af fransk kunsts store mestre: Matisse, Braque, Picasso, men også de yngre kunstnere fra ”Jeune Peinture Francaise” gør indtryk. Udtrykket bliver gradvist friere og mere ekspressivt, men han fastholder endnu udgangspunktet i virkeligheden. På de første udstillinger i 1946 og 1947, er det stadig figur-billeder, stilleben (opstillinger) og landskabs-motiver, der præger hans kunst.
I årene herefter indtræffer imidlertid flere forskellige begivenheder, der, såvel åndeligt som geografisk, udvider Corneilles verdens- og kunstsyn, og sætter sig varige spor i hans billedsprog.

Budapest
I 1947 udstiller Corneille sammen med Karel Appel på Gildehuys i Amsterdam. Da han hjembringer sine malerier fra udstillingen, møder han tilfældigt en ungarnsk kvinde, Margit Eppinger, der viser sig at være passioneret kunstsamler. Hun bliver begejstret for Corneilles malerier og inviterer ham til Budapest. Opholdet i Budapest bliver, ud over en kort rejse til Belgien året før, den første kontakt med udlandet og en sand åbenbaring af nye impulser: ”Holland gav mig ikke noget, og jeg vidste ingenting. Derfor gjorde det et enormt indtryk på mig, da jeg i 1947 var nogle måneder i Budapest, hvor alle billedkunstnere syntes at kende og beundre Klee […] Klee var optaget af afrikansk kunst. Det kunne jeg straks se og fornemme. Hvad Klee gjorde, fik også min interesse. Han var en slags faderfigur for mig. Fortællestilen i hans arbejde fascinerede mig, hans måde at gøre tingene på, at fremstille på.” Foruden Klee opdager Corneille også surrealismen.

Han tilbringer mange timer i boghandler Imre Pans lokaler og fordyber sig ivrigt i litteratur af de franske surrealister: Lautréamont, André Breton, Paul Éluard og Louis Aragon. Via surrealisterne bliver han bevidst om sine evner til at udtrykke sig spontant, og på dette tidspunkt forlader han gengivelsen af den ydre virkelighed – det sete – til fordel for sansningen – det følte. Corneille erindrer i et interview fra 1997, hvordan denne nye erfaring straks kunne aflæses i hans billeder: ”Haverne i disse tegninger fra Budapest er helt og holdent udsprunget af min fantasi. Jeg stillede mig ikke op i en have og begyndte at tegne. Nej, jeg sad, betragtede og forsøgte så derhjemme at genskabe de følelser, som haven havde vakt i mig. Det satte virkelig gang i billederne, for jeg forstod nu, at de ting, jeg iagttog, blev filtreret gennem min sensibilitet, hvorefter jeg overførte resultatet til papir eller lærred. Motivet findes muligvis stadigvæk derude, men det bliver indfanget direkte med øjnene, fordøjet og genskabt af min indbildningskraft, det er fuldkommen nyskabt virkelighed. Hvilket giver en større grad af frihed.”

I Budapest deltager Corneille i udstillinger med den ungarske avantgardebevægelse ”Európai Iskola” og møder den franske maler Jacques Doucet, der introducerer ham til Mirós fantasifulde og unikke fortolkning af surrealismen. Corneille lader sig påvirke af Mirós spontanitet og fabulerende formsprog, han optager hurtigt elementer herfra i sin egen billedverden. Corneilles maleri ”Au sein du désert il y a encore de la place pour jeux” fra 1949, er helt igennem mirósk i den forstand, at billedfladens mylder af figurer er forenklet til en form for hieroglyffer, der minder om børns stiliserede ’tegn’ for f.eks. mennesker, dyr og genstande.

I maleriet ”La ville joyeuse” fra 1949 sammenfatter Corneille sine sanseindtryk af byen i et drømmeagtigt udtryk, der folder sig let og ubesværet ud over billedfladen: Menneskefigurer reduceret til geometriske former, ansigter til ovaler, der tydeligt er inspireret af Klees figurtegning, skibsmaster og bygninger blot antydet som enkle signaturer, der gentages i et rytmisk forløb. Sammenligner man disse billeder med figurbilleder malet før Budapest-rejsen, er det tydeligt, i hvor høj grad de nye impulser har sat sig spor i kunstnerens værker.

Mødet med Danmark
Efter en kort rejse til Paris sammen med Karel Appel, som Corneille allerede lærte at kende i akademiårene, er han igen tilbage i Amsterdam. Her møder Corneille og Appel åndsfællen og kunstneren Constant Nieuwenhuys. Sammen tager de tre kunstnere initiativ til oprettelsen af den eksperimentelle gruppe i Holland – og gruppen udvides hurtigt til også at omfatte Anton Rooskens, Theo Wolvecamp, samt Jan Nieuwenhuys (en broder til Constant).

Kunstnerne finder sammen i et kunstnerisk fællesskab, de arrangerer udstillinger, debatmøder og udgiver tidsskriftet Reflex. Tidsskriftet, der får en relativ kort levetid, udkommer to gange – i oktober 1948 og februar 1949. Constant formulerede gruppens holdninger i en programerklæring, der trykkes i det første nummer af Reflex. Constant har på dette tidspunkt tæt kontakt til Asger Jorn, der i 1947 er med til at formulere et tilsvarende manifest for den eksperimenterende gruppe af danske kunstnere organiseret omkring Høst-udstillingen. Hvor hollænderne reagerede imod samtidens rationelle og konstruktivistiske tendenser, der blandt andet er repræsenteret af Mondrian, var de danske kunstneres opgør primært rettet mod ensretning og et dogmatisk kunstsyn. Begge grupper ønskede at kunsten skulle indgå i opbygningen af et nyt samfund. De ønskede at gå bag om den akademiske tradition for at finde inspiration i den uspolerede fantasi og skaberkraft, som man finder i børnetegninger og såkaldt primitiv kunst. Det er således ikke svært at få øje på det slægtskab, der førte til at grupperne, sammen med repræsentanter fra Belgien, indledte et samarbejde, og den 8. november 1948 dannede Cobra.

Corneille med Cobra-gruppen i ZOO, København 1948

Cobra konstitueres som et eksperimenterende arbejds- og udstillingskollektiv, der også omfatter udgivelsen af et tidsskrift ved samme navn. Allerede to uger efter Cobra-gruppens dannelse indledes det internationale samarbejde og medlemmerne af den hollandske eksperimentelle gruppe inviteres til Danmark, hvor de deltager i den årlige ”Høst-udstilling” i den frie udstillingsbygning i København. For Corneille er mødet med Danmark og de danske kunstneres værker afgørende. I andet nummer af Reflex skriver Corneille en begejstret omtale af det skelsættende møde med Danmark og oplevelsen, da han ser deres værker på den Frie: ”Vores venners malerier hænger i en stor pavillon overfor Østerport station. Livet byder på oplevelser, der borer sig ind og bliver siddende. Det første møde med disse malerier giver os sådan en oplevelse. På væggene i pavillonen leverer de danske kunstnere næsten uden undtagelse bevis for deres kunsts vitalitet. Her åbnes horisonter mod en bedre fremtid, hvilket netop er det der gør disse værker så værdifulde. Vi fyldes med glæde over i Danmark at have fundet mennesker, som i årevis har kæmpet imod enhver form for formalisme. Og vores begejstring er især stor, fordi deres evner overstiger vores vildeste forventninger.”

Påvirkningen fra de danske malere – og særligt Carl-Henning Pedersen – udmøntes øjeblikkeligt i Corneilles billeder, foruden fugle dukker også fabelvæsener frem i Corneilles kompositioner. Samtidig får hans linjeføring en let og nærmest rytmisk karakter. Kompositorisk benytter de sig begge af ’svævende’ figurer, fugle, væsener med store maskeagtige ansigter og huse tegnet i en bevidst ’barnlig’ streg. Begge kunstneres udtryk hviler på et grundlag, der ikke er skolet, tænkt og ’villet’. I 1948 skriver Carl-Henning Pedersen i kataloget til Kunstnernes Efterårsudstilling: ”Vær spontan, så alt, hvad der er i dig, kommer frem i billedet. Forstår du at handle ud fra fantasiens skabende evne – forstår du også, at kunst ikke kan skabes gennem bevidste konstruktioner. Vil du ha’ det levende frem, som er i dig, må du skabe ud fra dine inderste bevæggrunde.” Helt parallelt hertil beskriver Corneille den eksperimentelle hollandske gruppes intentioner: ”Vi søgte snarere i den retning, dvs. efter en frihed der lå udenfor fornuftens kontrol, efter friheden til at forestille sig et billede, uden at vores intellekt og rationalitet kontrollerer, hvad vi foretager os.”

I 1949 er Corneille, sammen med Appel og Constant, tilbage i Danmark som gæsteudstiller på Høst-udstillingen. De sælger dog intet og Asger Jorn sender dem til Silkeborg, til kunstsamleren Einar Madsen, som formår at afsætte enkelte værker og sikre de fattige kunstnere hårdt tiltrængt kapital. Under opholdet bor kunstnerne primitivt i Erik Nyholms opdrætterhus i Funder. Her producerer de en række fælles malerier, og en aften udvikler deres aktivitet sig til også at omfatte huset interiør. Inden morgenens frembrud har fantasifulde væsener bredt sig udover samtlige husets vægge. Ifølge Erik Nyholm har Corneilles et vældigt forhold til en havfrue på endevæggen – en figur, der i øvrigt har en forbavsende lighed med Carl-Henning Pedersens fantasifigurer. Den mest oplagte parallelitet mellem de to er dog deres forkærlighed for fugle. Fuglen inkarnerer fantasien, friheden og bevægelsen. Fuglen er hos begge kunstnere ikke blot et yndet motiv, men også et symbol for deres tilgangsvinkel til såvel kunsten som til livet. Hos Corneille optræder fuglen ofte sammen med kvinden, som en form for forbundne naturer, der symboliserer det mandlige og det kvindelige, begæret og frugtbarheden, bevægelsen over for roen, drømmen om at kunne flyve over for evnen til at hvile i sig selv. Drømmen, længslen, den rastløse energi, den kollossale produktion og det poetiske temperament knytter de to kunstnere sammen i kunstnerisk fællesskab. Trods deres meget forskellige formsprog, udtrykker de sig begge i et fortællende symbolsprog, der har opnået stor popularitet hos et bredt publikum såvel nationalt som internationalt.

Afrika
Budapest-rejsen i 1947, og det fascinerende møde med Klees kunst, er den direkte årsag til, at Corneille i 1948 begiver sig ud på en tilsvarende tur sammen med veninden Henny Reimes, der senere bliver hans kone. Parret følger i Klees fodspor til Tunesien og Djeba i Nordafrika. Skønt Corneille har rejst over hele verden, har han bevaret et særligt kærlighedsforhold til Afrika, som han selv beskriver således: ”Der er stor forskel på mine rejser til Afrika og dem til andre kontinenter. Afrika er mere hemmelighedsfuld, man bliver mere grebet af det. Også når der ikke var andet at se … end landskabets farve, trævæksten og himlen. Så var der relationen mellem himlen og jorden, menneskene, deres måde at gå på, deres latter, deres lyde. Jeg ved ikke, om man kan genfinde alle disse ting i mine billeder, men jeg må hele tiden tænke på dem.”

Hvad der helt præcist er på spil i hans fascination af det afrikanske land er svært at formulere, også for kunstneren selv, men impulserne fra Afrika afspejles øjeblikkeligt i hans værker som en bevægelse væk fra det figurative og frem mod et mere geometrisk formsprog. De Klee-inspirerede, menneskelignende figurer med store hoveder forsvinder og billedfladen overtages af forskellige planer og linjeforløb, der forskydes ind imellem hinanden. Den afrikanske natur, ørkenen og den udtørrede jord, er et gennemgående element i mange billeder fra starten af 1950erne med titler, der refererer til topografiske stednavne: ”Hoggar”, ”Timbuktu”, ”Wamba” eller simpelthen ”Le désert” (ørkenen).

I 1956-57 krydser han det afrikanske kontinent på en rejse, der er inspireret af Dakar-Djibouti ekspeditionen i 1931. Ruten gik fra Senegal til Etiopien og Kenya. Corneille fotograferer og tegner undervejs, samler sten og brugsgenstande og bjergtages af den afrikanske natur: ”Alle ting har så stærke farver, er så farveglade. Ind imellem må øjet fiksere noget. Og det er, hvad maleren gør. Han vælger sig noget ud. Ja, det er bestemte farverige detaljer fra stoffer og bestemte sammensætninger, som jeg lægger mærke til.” I hans malerier anvendes dette ’mikroskopblik’ i en sammenstilling af fragmenter, inspireret af nomadestammernes geometriske dekorationer, masker, stenformationer, erosioner i landskabet, jordskorpen, fuglens bevægelse over himlen. Der er tale om ophobninger af detaljer, hvor de ornamentale fragmenter fremstår som løsrevne øer, ofte sat op mod større ensfarvede flader.

Farveskalaen ændres – under indtryk af den brændende hvide, flimrende, afrikanske sol over ørkenlandskabet, domineres paletten nu af varmere brækkede farver, der omhyggeligt afbalanceres: ”Enhver af formerne på maleriets flade ønsker en bestemt farve, og enhver farve har igen sin egen aktivitet. Den skal ligesom fortælle sin egen historie. Men kravet er, at formerne og farverne skal være i balance med hinanden, og jeg prøver hele tiden at finde den rigtige ligevægt mellem aktiviteterne. Et billede er jo et ægteskab mellem farver og former.” Dette fokus på maleriets helt grundlæggende karakteristika: Arbejdet med former, farver og linjer spiller en større og større rolle i Corneilles billedsprog.

Fra slutningen af 1950erne spores en stadig højere grad af afklaring og forenkling. Motivisk minder lærrederne ofte om landkort eller luftfotografier af byer set ovenfra. De abstrakte fragmenter udvikles op igennem 1960erne til symbolagtige tegn, og farverne bliver samtidig kraftigere og renere. I starten af 1960erne sker der endnu en radikal forandring i Corneilles formsprog. Han smider sine staffelier ud, lægger i stedet lærredet på et bord, hvor han kan bearbejde det fra alle sider. Der er ikke længere en bestemt maleretning og det giver et mere dynamisk maleri. Malerierne fra denne periode er set i en form for fugleperspektiv, hvor de enkelte elementer ikke længere forholder sig til det vertikale plan med et oppe og nede, men principielt er disponeret på fladen uden egentlig retning.

Kvinden
I anden halvdel af tresserne forlader Corneille gradvist den nonfigurative abstraktion, der i vid udstrækning har præget hans kunst op gennem 1950erne og starten af 1960erne. Han vender på én gang tilbage til Cobra-tidens fortællende symbolsprog – men nu med al den ballast og erfaring som den mellemliggende periode har givet ham. På sin vis vokser hans nye figurationer organisk ud af de ornamentale elementer, som han gradvist har forenklet til rene symboler. Tilsvarende har brugen af farve undergået en gradvis transformation fra de brækkede og dæmpede kulører mod stadig stærkere og renere farver.

En meget tydelig figuration indfinder sig i hans billedverden, og den nøgne kvindeskikkelse med de stærke farver og markante konturer vokser frem overalt i hans kunst. Det er et motiv, der ikke mindst befolker hans billeder efter bruddet med Henny Reimes i 1965 og mødet med den unge og smukke danserinde Natacha Pavel, som han lige siden har dannet par med. Ofte ledsages disse kvindefigurer af katten og fuglen – inkarnationer af det mandlige begær. Hans billedverden former sig, fra denne tid, som en meget jordnær og erotisk folkekunst.

Han lægger ikke skjul på, at kvinder har spillet en stor rolle i hans liv: ”De har været tråden, som knytter mig til jorden, og til alt som er smukt. For mig er en kvinde et helt leksikon af form og farve, af sensitivitet og varme, det mest perfekte i verden”. At dømme efter de mange malerier med kvindefigurer, de talrige tegninger og fotografier udført efter nøgenmodeller i atelieret, og de afrikanske kvindeskulpturer han samler på, er Corneille i sandhed betaget af kvindens sensuelle tiltrækningskraft. Selv tilskriver han denne fascination sin opvækst i en familie, der talte flere ældre søstre, hvis erotiske udstråling han allerede som barn var modtagelig for: ”De udstrålede en sådan grad af kvindelighed. På den tid var det på mode med meget kropsnære kjoler uden ærmer. Hårvækst i armhulen var på ingen måde ildeset. Det var temmelig berusende, lad os ikke glemme, at i kærlighedslegen spiller lugtesansen en stor rolle.” Hans værker – for det skal ikke glemmes at han ikke blot er maler, men udfolder sig i så at sige alle medier – er fra 1970erne og fremefter næsten uden undtagelse et bevis på denne fascination af kvinden. Motivisk optræder hun i en ikonografi, der foruden fuglen – Corneilles alter ego – også omfatter en håndfuld arketypiske symbolbilleder: Katten, solen, slangen, træet.

Corneilles virkemidler har i de senere år været den grafiske enkelthed, de stærke farver og velkendte figurationer, der tilsammen danner et let genkendeligt og bredt appellerende kunstudtryk. Kunstnerens motiver er ikke længere forbeholdt lærredet og kunstmuseet, men breder sig ud over brugsgenstande, kopimaskiner, kuglepenne, tallerkener, luftballoner, sporvogne, etc. På samme måde som han som dreng i sin postkortsamling forenede malerkunstens højdepunkter med fodboldbilleder, er han i dag lige så glad for at møde sine billeder i en Cobra-tekst som på en risskål made in China. Corneille er af samme grund blevet udskældt for at have overgivet sig til kommercialismen i et forbrugeristisk samfund. Men man kunne spørge, om kunstnerens facetterede visuelle sprog ikke blot er endnu et udtryk for den grundlæggende motivation, der har drevet hans kunst siden de tidlige eksperimenter i Cobra-årene? ”Vi har ingen følelse af at kunsten er noget ’helligt’, for os er den en ting, der hører hjemme i hverdagen” proklamerede Corneille og hans kolleger i 1948. Visionen dengang var, at kunsten skulle udtrykke det almene liv og være tilgængelig for alle. Kunsten skulle, frem for alt, ophæve skellet mellem ånd og stof, tanke og følelse, det ydre og det indre, kunst og liv. I en vis forstand har Corneille, gennem hele sit liv og kunstneriske udvikling, bevæget sig frem mod realiseringen af denne vision. Med Corneille ophæves dette elitære skel for en stund, og kunsten fremstår som en integreret del af dagligdagens domæne. I den forstand er Corneille i sandhed en ægte Cobra-maler.